Kontakt os
Her er du:
Kvinde til jobsamtale

Gode råd til
Jobsamtalen

Det kan være nervepirrende at gå til jobsamtale, og derfor er forberedelse og forarbejde nøgleord. Men uanset hvor velkvalificeret du er til et job, vægter din personlighed og din fremtræden lige så højt, når din potentielle arbejdsgiver eller en rekrutteringskonsulent vurderer dig til en stilling. Hos Hays har vi mange års erfaring med rekruttering, og giver dig her nogle gode råd og tips til jobsamtalen, og hvordan du bedst forbereder dig.

Forberedelse til jobsamtale: Vær velforberedt og stil spørgsmål

Husk: Det er en jobsamtale og ikke et interview. Ligesom virksomheden, har du også ting, du gerne vil have svar på. Derfor bør du researche virksomheden og markedet, så du kan stille gode spørgsmål til jobsamtalen. Det viser din potentielle nye arbejdsgiver, at du både er motiveret for stillingen og virksomheden, og at du forbereder dig.

Hvad skal man have med til en jobsamtale for at vise, at man er forberedt og organiseret?

  • Det er en god idé at tage kontaktoplysninger, en kopi af dit CV, kuglepen og blok med til mødet.
  • Sørg for at læse og opsøge information om virksomheden, besøg konkurrenternes hjemmesider og læs branchemedier for at følge den seneste udvikling på markedet og i branchen. Kom til samtalen velforberedt. Imponér intervieweren med din viden og din research!
  • Øv dig på at tale langsomt og artikuleret, før du tager sted – optag evt. dine svar og lyt til dit eget tempo og tone. 
  • Kend dig selv! Gennemgå beskrivelsen af jobbet igen og hold den op imod dit CV, så du kan påvise, at du opfylder kravene til jobbet. På den måde, ved du også hvor dine svagheder er.
  • Tag pænt men behageligt tøj på – et godt førstehåndsindtryk er et must. Det er svært at give, hvis man er fysisk utilpas.

Spørgsmål du får til jobsamtalen

Slap af – forestil dig, du har en samtale med en ven. Lyt – man kan blive grebet af egne følelser, så man faktisk glemmer at lytte til spørgsmålene; hvis du sætter tempoet ned, kan du lettere høre (og forstå) spørgsmålene og besvare dem efter bedste evne.

Før du svarer på mere komplicerede spørgsmål, er det en god idé at bruge et øjeblik på at overveje dit svar, og hvordan du vil formulere det – således vil du også komme til at tale med større overbevisning. 

Dit kropssprog afslører, hvor bekvem du er ved et samtaleemne. Hvis du er begejstret for, hvad du siger, så smil og lad dine hænder understrege dine ord – uden at overdrive. Se på personen, du taler med, men husk også at inkludere de andre der er til stede via kropssprog og øjenkontakt.

Vær saglig og ærlig om dine styrker og svagheder. Hiring manageren har hørt generiske svar som "jeg er perfektionist" mange gange før. Tydeliggør hvordan dine styrker kan gavne virksomhed og vis, at du opfatter dine svagheder som ting, du aktivt arbejder på at forbedre.

Selvom hver samtale vil være unik med henblik på den stilling du interviewer til, vil der også være nogle typiske spørgsmål, som ofte bliver stillet igen og til mange jobsamtaler, som du med fordel kan forberede dig på:

  • Hvorfor skal vi ansætte dig? (Sagt med andre ord: Hvad har du at tilbyde?)

  • Hvordan kan du skabe værdi for virksomheden?

  • Hvad finder du interessant ved jobbet?

  • Hvorfor vil du arbejde for vores virksomhed?

  • Hvordan vil du klare arbejdsopgaverne?

  • Hvordan kan man se, at du er løsningsorienteret, omstillingsparat eller noget helt tredje? Her kan du oplagt bruge de tillægsord, der var i stillingsopslaget, og som du har brugt om dig selv i din ansøgning og CV.

  • Hvordan reagerer du, når du er stresset?

  • Hvad er dine styrker og svagheder? (Her må du meget gerne bruge eksempler fra tidligere arbejdspladser og hvordan du konkret arbejder/kompenserer for dine svagheder)

  • Hvad er en god chef for dig?

  • Hvordan kan du hjælpe med at løfte teamet som helhed?

  • Hvor ser du dig selv om fem år?

Mange af disse typiske spørgsmål, vil du møde i en eller anden afskygning til de jobsamtaler, du kommer til at gå igennem i løbet af dit arbejdsliv. Vi kan desværre ikke give dig det gode svar, da sandheden er, at der ikke bliver ledt efter ét specifikt svar; og de har med garanti hørt de generiske 'gode' svar som du måske kan google dig frem til. Derfor er det bedste råd, at forberede et svar, som reflekterer din personlighed og dine kompetencer.

Gode spørgsmål til jobsamtalen

Hvilke spørgsmål kan du selv stille til jobsamtalen, som kan hjælpe dig med at finde ud af, om jobbet og virksomheden er noget for dig?

For at finde frem til de spørgsmål, der er mest relevante for dig at stille til en jobsamtale, må du lave en grundig research af virksomheden samt stillingen. Det kan være svært at finde mange detaljer om den daglige arbejdsgang for den givne stilling. Men her kan du med fordel læne dig op ad stillingsopslaget, virksomhedens LinkedIn og hjemmeside. Google er din ven. Du kan være sikker på, at din potentielle arbejdsgiver også har googlet dig.

Alternativt kan det også være en god idé at ringe til virksomheden. Ofte er der et telefonnummer tilknyttet stillingsopslaget på enten din kommende chef, HR eller en recruiter, som kan hjælpe dig. Har du tænkt dig at ringe, er det dog essentielt at have gjort dig nogle tanker om virksomheden og stillingen forinden, så du kan stille de mest relevante spørgsmål. Det behøver ikke være dybt – men du bør heller ikke ringe, bare for at ringe. Det hjælper dig ikke.

Kort sagt, så kortlæg hvad der undrer dig eller gør dig nysgerrig? Stil disse spørgsmål, når du ringer eller til jobsamtalen.

Nogle spørgsmål, du med fordel kan stille til jobsamtalen:

Husk at tilpasse spørgsmålene til den givne stilling, situation og virksomhed – og selvfølgelig den information du allerede har fået. 

  • Spørg ind til arbejdsopgaverne – gerne i detaljer. Både for at sikre, at du er helt afklaret omkring hvad du potentielt kommer til at lave, men også for at vise din viden og ekspertise.

  • Hvilke forventninger er der til mit virke i virksomheden?

  • Hvordan løser I opgaverne i virksomheden?

  • Hvilke udfordringer er der dag til dag i jeres team/virksomhed?

  • Hvem er min leder, og hvilken ledelsestype bruger denne?

  • Hvorfor er stillingen ledig?

  • Hvordan er arbejdskulturen?

  • Er der begivenheder efter arbejde?

  • Hvilke opgaver skal jeg starte med at løse?

  • Hvordan vil onboarding og oplæring foregå?

  • Hvilke forventninger har I til nye medarbejdere? Hvordan bliver dette målt?

  • Hvordan er de andre kolleger i afdelingen?

  • Hvordan kommer deres roller og opgaver til at påvirke min rolle?

  • Hvilken kontakt vil jeg kunne få til andre afdelinger i virksomheden, eller til kunder eller leverandører?

  • Hvilke muligheder ligger der i at påtage sig flere arbejdsopgaver eller blive involveret i andre sammenhænge i virksomheden?

  • Hvordan ser planerne ud for ekspansion – hvordan kan de komme til at påvirke min rolle?

  • Hvad er mine muligheder for at avancere i virksomheden?

  • Hvordan ser succes ud for mig, i denne stilling? 

Det er dog vigtigt, at du ikke blot ukritisk stiller spørgsmålene ovenover – du skal vide og forstå, hvad du gerne vil opnå med dem. Forestil dig gerne hvad potentielle svar kan være på dem, så du kan forholde dig til scenariet. 
 

Tips til jobsamtale

Din forberedelse til jobinterviewet kan være afgørende for, om du bliver valgt til jobbet. I dette afsnit finder du nogle tips til jobsamtalen, der måske kan hjælpe dig.

  1. Find ud af, hvem der deltager i jobamtalen.
    Det kan give dig noget ro at sætte et ansigt på den eller dem, du skal til samtale med. Det gør hele processen lidt mere menneskelig. Derudover kan det også være en god idé at nævne, hvis du finder ud af, at I har fælles bekendte – især hvis det er en, som allerede arbejder i virksomheden.
     
  2. Uddyb dine påstande i dit CV med konkrete eksempler
    Det er vigtigt, at du har styr på, hvad du har skrevet i dit CV og at du kan nævne konkrete eksempler, der bakker det op. Har du skabt værdi eller resultater for din tidligere arbejdsplads, skal du kunne præsentere, hvad de var, og hvordan du opnåede det.
     
  3. Forbered en præsentation af dig selv
    Du kan være ret sikker på, at en af de første spørgsmål du får til jobsamtalen: Fortæl om dig selv. Forbered derfor en salgstale, der fortæller, hvem du er; Hvad dine ambitioner og kompetencer er, og hvordan du føler eller ved, at du kan gøre en forskel for virksomheden eller det team, du skal indgå i. Dertil er det vigtigt at sige, at din præsentation også skal være personlig og fortælle, hvem du er som menneske.

    Når du reflekterer over, hvad du vil have med i din salgstale, så husk de ting, de skal vide om dig. Guldkornene. De ting, de skal vide, inden du går. Tænk også over dine mangler; de ting, der gør dig menneskelig. Det værste du kan gøre, er at sige, at du ikke har nogen svagheder eller mangler. I det udsagn ligger nemlig også, at du ikke har nogen punkter, du kan udvikle og dygtiggøre dig på.
     
  4. Forbered dig på spørgsmål om forventninger til løn
    Det er muligt, at du bliver spurgt om forventninger til løn allerede ved første jobsamtale. Derfor er det vigtigt, at du har en idé om, hvad du føler, du er værd. Undersøg markedet og find ud af, hvad lønniveauet er; hvad fik du i løn i en tidligere stilling, får du nogle goder? Det kan f.eks. være hjemmecomputer, frokost, feriedage, telefon. Find ud af, hvilke af disse ting, der er vigtige for dig, og om det er nok til at takke ja til en lavere løn, end du havde forventet.

Kend din smertegrænse! Hvornår er det for lavt til, at der er noget job, du vil takke ja til?

Det første indtryk til jobsamtalen

Det er vigtigt, at du giver et godt førstehåndsindtryk. Ansættelsesprocessen starter nemlig allerede, når du ankommer til arbejdspladsen. Husk, at alle du møder kan potentielt være din nye kollega eller chef.

For at være helt klar, anbefaler vi, at du kommer i god tid, så du ikke ankommer prustende og stresset ind til jobsamtalen. Det er også en god idé at have i tankerne, hvad du skal have på af tøj. Her skal du både tænke over, hvilken kultur virksomheden har, men også hvilken stilling, du har søgt.

Når du ankommer, så gør følgende:

  1. Giv et fast håndtryk

  2. Hold øjenkontakt

  3. Vær åben og imødekommende

  4. Husk almindelig pli

  5. Vær' rolig, selvom det kan være svært. De har fundet din ansøgning interessant og glæder sig til at møde deres potentielle nye kollega.

Når du sidder til jobsamtalen, er det også en god idé at have et åbent kropssprog. Se frisk ud, så du ikke sidder og hænger hen over bordet eller slænger dig på stolen. Når jobsamtalen er færdig, så stil din stol ind. Har du fået kaffe eller vand? Så spørg, hvor du skal gøre af koppen.

Efter jobsamtalen

Efter jobsamtalen er det normalt at få en følelse af lettelse, som hurtigt følges af tvivl eller nysgerrighed. Gik det godt eller dårligt? Hvad gik godt? Hvad kunne man gøre bedre? Hvornår hører man mere?

  • En veltimet påmindelse om din interesse, kan give stor pote. Mens du venter, kan du efter jobsamtalen skrive en mail til dem, hvor du bekræfter din interesse og takker for, at du kom med i overvejelserne til jobbet. Husk dog, at dem du ansøger hos, kan have travlt med andre opgaver, der ikke er relateret til ansættelsesprocessen.
     
  • Nogle interviewere vil måske give dig deres direkte nummer, i tilfælde af, at du har flere spørgsmål – gør brug af dette, hvis det er nødvendigt, men overdriv ikke, og giv dem rimelig tid – en uge er meget rimeligt. 
     
  • Ring til din rekrutteringskonsulent og fortæl hvordan det gik. Din konsulent er ansat af virksomheden for at hjælpe dig og tage sig af alle spørgsmål eller indvendinger. De kan eventuelt bede virksomheden vente, indtil du kan levere mere information.

Som jobansøger kommer du unægteligt til at opleve nogle afslag en gang imellem. Det kan føles hårdt. Særligt, hvis det er et job, man virkelig gerne ville have og/ eller rekrutteringsprocessen har været lang.

Fik du tilbudt jobbet, så kan du læse mere om hvordan du forholder dig til jobtilbuddet her. Her kan du læse flere karriereråd, og ellers er du altid velkommen til at kontakte os.

Søg job

SØG JOB

Ønsker du at tage det næste skridt i din karriere? Klik her og se et overblik over de seneste stillinger vi søger folk til.

Upload dit CV

REGISTRER DIT CV HOS HAYS

Upload dit CV til vores database, så kan vi hjælpe dig med det næste skridt i din karriere.